PowerNet Generelle betingelser

Indledning
Disse generelle betingelser gælder for al handel mellem PowerNet ApS (herefter Selskabet) og selskabets kunder (herefter Kunden), såfremt andet ikke er aftalt skriftligt. Ved underskrift af tilbud/ordrebekræftelse, accepteres Selskabets generelle betingelser.

Selskabets ydelser og forpligtelser
Selskabet skal levere de i tilbuddet/ordren anførte produkter, software og/eller serviceydelser til Kunden. Hvis der ikke er specificeret en leveringsdato, skal leveringen ske inden for rimelig tid. Dette kan evt. være i form af delleverancer. Ethvert tilbud, som selskabet afgiver, er gældende i 15 dage, medmindre andet er anført i tilbud/ordre.

Funktionalitet
Kunden er bekendt med og accepterer at Services, som alle andre telekommunikationsservices, kan være udsat for nedbrud, fejl og uhensigtsmæssigheder. Sådanne nedbrud, fejl og uhensigtsmæssigheder afhjælpes af Selskabet. Kunden kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor Selskabet med virkning for fortiden medmindre dette udtrykkeligt er aftalt. Kunden er således som udgangspunkt henvist til at opsige kontrakten med virkning for fremtiden, såfremt services ikke fungerer.

Kundens forpligtelser og rettigheder
Kunden er forpligtet til, at sikre en forsvarlig opbevaring samt behandling af Selskabets hardware og installationer i overensstemmelse med Selskabets anvisninger. Kunden er forpligtet til at informere Selskabet om en for kontrakten væsentlig ændring i kundens virksomhed, herunder ny adresse samt kontaktperson. Kunden er alene berettiget til at tilslutte udstyr til hardware og installationer, såfremt sådan tilslutning er forsvarlig og i overensstemmelse med Selskabets retningslinjer. Kundens tilslutning af udstyr sker på eget ansvar. Kunden har selv ansvaret for uvedkommendes adgang til kundens egen hardware, software, netværk og installationer, medmindre disse opbevares hos Selskabet. Kunden er selv ansvarlig for at afholde andre udgifter, som er nødvendige for anvendelse af services, herunder eksempelvis visse udgifter til telekommunikationsinfrastruktur, hardware mv. Medmindre andet er indeholdt i tilbud/ordre, har Kunden selv ansvaret for korrekt ledningsføring til installation af udstyr. Kunden har selv ansvaret for korrekt opsætning af internt netværk, samt at stille passende ekspertise til rådighed for Selskabets medarbejdere, såfremt opsætningen af kundens løsning kræver ændringer i kundens interne netværk. Kunden har selv ansvaret for alle ændringer foretaget af tredjepart, i opsætningen af kundens interne netværk, medmindre en særlig aftale om konsulentbistand/ydelse er indgået med Selskabet.

Garanti
Det leverede leveres med de garantier, som selskabets producenter/leverandører tilbyder Selskabet, og Kunden kan ikke påberåbe sig nogen yderligere garanti. Garantier omfatter alene nye produkter. Udbedring er betinget af, at varen og de dertil hørende fakturaer indleveres til selskabet eller til en af selskabet udpeget reparatør. Garantien bortfalder, hvis kunden har foretaget indgreb i varen. Selskabet er ikke ansvarlig for tab af data som følge af fejl på de leverede varer og er ikke ansvarlig for funktionsfejl i standardprogrammel.

Reklamation
Kunden skal afprøve de købte varer efter modtagelsen og skal i alle tilfælde af fejl eller mangler straks reklamere overfor Selskabet. Selskabet har ret til at foretage afhjælpning eller omlevering.

Retur- og garantiforsendelser
Retur- og garantiforsendelser sker for kundens regning og risiko frem til selskabets modtagelse af varerne. Retur- og garantiforsendelser skal ske på samme måde, som den af selskabet anvendte. Alle varer skal således være forsikrede. Varer modtages kun retur efter forudgående aftale og med et af selskabet opgivet returnummer. Kunden har ret til at få eventuelle betalte beløb tilbage, når selskabet har gennemgået og godkendt de returnerede varer. Fragt og gebyrer tilbagebetales ikke.

Priser & betalingsbetingelser
Alle priser er i Danske kroner, eksklusiv moms og forsendelses omkostninger med mindre andet er aftalt. Betalingsbetingelser er 8 dage netto fra fakturadato. Ved betaling senere end forfaldsdatoen beregnes renter i henhold til renteloven. Såfremt forfaldsdatoen overskrides, pålægges rykkergebyr DKK 100,- for hver fremsendt rykkerskrivelse i henhold til renteloven. Såfremt Kunden undlader at indbetale forfaldne beløb, efter Selskabet har sendt et påkrav, kan Selskabet vælge at ophøre leverancen af de i tilbud/ordre aftalte Produkter, Software og/eller Serviceydelser, for at begrænse Selskabets omkostninger. 50% af samlet pris vedr. de i tilbud/ordren anførte éngangsydelser, betales ved ordrens underskrivelse, 40% af samlet pris betales ved leverance og 10% ved godkendt installation Abonnementer og serviceaftaler faktureres kvartalsvis forud. Telefoni trafik faktureres månedsvis bagud. Selskabet forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, så længe selskabet ikke har modtaget fuld betaling af hele éngangsydelsen i henhold til tilbuddet/ordren inkl. fragt, gebyrer m.v.

Løbetid og opsigelse
Aftalen løber uopsigeligt i 36 måneder fra idriftsættelse, medmindre andet er anført i tilbud/ordre. Aftalen kan efter 36 mdr. opsiges af begge parter, med 3 måneders varsel efter udløb af aftaleperioden. Opsigelsen skal ske til udgangen af en kalendermåned Endvidere kan Aftalen ophæves med omgående virkning, såfremt der foreligger væsentlig misligholdelse. Ophævelse som følge af væsentlig misligholdelse skal ske skriftligt. Såfremt Aftalen ophører som følge af kundens misligholdelse, er selskabet berettiget til forfaldne ydelser i resten af Aftalens løbetid, uden hensyn til om ydelsen helt eller delvis dækker en periode efter Aftalens ophør. Væsentlig misligholdelse foreligger, idet opremsningen ikke er udtømmende:

  • Ved forsinkelse med kundens betaling i mere end 5 dage efter påkrav
  • Tilsidesættelse af Kundens eller Selskabets ejendomsret

Finansiering/leasing
Ved indgåelse af Leasing aftale, kan Selskabet overdrage aftale og opkrævnings rettighederne til en af Selskabet udpeget finansieringspartner. Handelsbetingelser fremsendes direkte til Kunden af Finansieringspartner. Al finansiering er under forudsætning af positiv kreditvurdering af Kunden. Leasingaftalen følger konditioner i tilbuddet/ordren. Standardbetingelser tager udgangspunkt i en periode på 36 måneder. Den oplyste leasingpris er derfor vejledende og fastsættes endeligt på ordre tidspunktet. Indgåelse af Servicekontrakt med Selskabet er en forudsætning ved leasing.

Transport af rettigheder
Selskabet er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale til tredjemand. Kunden kan kun overdrage nærværende aftale, ved forudgående skriftlig aftale med Selskabet og ved samtidig underskrift af aftale mellem selskabet og tredjemand/ny kunde.

Lovvalg og værneting
Alle tvister mellem kunden og selskabet vedrørende en leverance, skal afgøres efter Dansk rets almindelige regler.